Befolkningsgrupper

SAMFUNDETS TOP

Anetavler for berømte danskere
I denne database findes stort set ingen sen-navne, idet den rummer personer fra kongehuset og det “officielle” Danmark, der har haft ledende stilling i administrationen eller det private erhvervsliv. Endvidere finder man folkevalgte og mange personer fra kunst- og kulturverdenen. I starten af januar 2007 rummede basen over 81.000 personer. I løbet af 2007 opdateres basen med storkorsriddere og elefantriddere. Stoffet er fortrinsvis indtastet fra trykte kilder (anføres på siden) og opbygget med alfabetisk register over efternavne. De kan kombineres med andre data. Der er tale om en relationsdatabase, som også kan beregne slægtskab mellem to nærmere angivne personer.

DANNEBROGSMÆND

Database over Dannebrogsmænd
Et fælles navneregister til beskrivelser af dannebrogsmænd.  Desuden kan man søge på erhverv og fødeby. Basen rummer biografier – men ikke portrætter – fra bogen De Kgl. Danske Ridderordener. Biografierne er suppleret med dannebrogsmænd fra 1864. Der henvises til andre kilder for den fulde beskrivelse.

INDVANDRERE

Danske Indvandrerhistoriske Databaser
Immigrantmuseet i Farum vedligeholder tre oversigter over udlændinge, der har opnået dansk indfødsret 1776-1960, er blevet udvist i perioden 1875-1919 eller har arbejdet i Frederiksborg amt 1812-1924. Husk, at også svenskere regnes for indvandrere. Læs mere om databaserne i “Siden Saxo” nr. 2 fra 1999.

JØDER

Jødisk Genealogisk Selskab
Jødisk slægtsforskning er i sagens natur grænseoverskridende. Denne side er derfor kun det danske udgangspunkt. Derfor er det en god ide at undersøge de mange muligheder i “Links” ude til venstre på siden. Den fælles skandinaviske side Jewishgen Scandinavia SIG har meget af interesse for danske med jødisk blod.

Dansk-Jødisk Genealogisk Database
Databasen tilstræber at omfatte alle dansk-jødiske slægter, også sent indvandrede slægter, samt deres forslægter i udlandet.

Jewish Gen
Gratis Genealogisk database, som indeholder millioner af poster, værktøjer og andre ressourcer til søgning af jødiske aner

RAKKERE OG NATMÆND

Rakker- og Natmandsdatabasen
Willy Søndergaard har lagt et stort arbejde i at samle kendte facts omkring disse befolkningsgrupper, som blev regnet for samfundets udskud og derfor er mangelfuldt registrerede. Et navneopslag giver adgang til fundne registrerede oplysninger, herunder familierelationer. Personer født efter 1860 er ikke med. Arbejdet er langtfra afsluttet endnu, så der kan være oplysninger flere steder end registreret her.

SKIPPERE

Danske skippere
Databasen er opbygget over eksamensprotokoller, suppleret med oplysninger om skibe. Derigennem kan man se en persons forbindelse til de enkelte skibe. Perioden dækker 1707-1839. Husk at læse om opbygningen først på siden “Om siden”.