Vedtægter

  1. Navn og hjemsted
    Foreningens navn er Slægtshistorisk Forening for Storkøbenhavn.
    Foreningens hjemsted er København
  2. Formål
    Foreningens formål er at samle slægtshistorisk interesserede for ved fælles indsats – oplysende foredrag, ekskursioner o.l. – at øge kendskabet til slægtshistorisk forskning og metode.
  3. Medlemmer
    Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem. Der betales intet indskud, men kontingent for det pågældende år, idet der dog ved optagelse efter 1. juli kun betales halvt kontingent.
    Er kontingentet ikke betalt senest 3 måneder efter forfald, slettes medlemmet og kan herefter kun genoptages mod betaling af restancen. Rettidig udmeldelse skal være bestyrelsen i hænde senest ved udgangen af december måned. Regnskabsåret er kalenderåret.
  4. Generalforsamling
    Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Indkaldelse til ordinær og ekstraordinær generalforsamling foretages af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel til medlemmerne med angivelse af dagsorden. Til den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde følgende punkter.
    a. Valg af dirigent.
    b. Formanden aflægger beretning for det forløbne år.
    c. Kassereren aflægger det reviderede regnskab til godkendelse.
    d. Behandling af indkomne forslag, der skal være bestyrelsen i hænde senest 1. februar.
    e. Fastlæggelse af kontingent for det kommende kalenderår.
    f. Valg af medlemmer til bestyrelsen & 1 suppleant.
    g. Valg af revisor & 1 revisorsuppleant.
    h. Evt.

Evt. indkomne forslag skal udsendes til medlemmerne senest 3 uger før generalforsamlingen. Eller lægges på foreningens hjemmeside.

Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 7 medlemmer. Valgene gælder for 2 år med afgang hhv. 3 og 4 medlemmer hvert år, første gang efter lodtrækning. Suppleant, revisor og revisorsuppleant vælges hvert år. Generalforsamlingens beslutninger træffes med simpelt stemmeflertal.
Bestyrelsen kan i tilfælde af myndigheders restriktioner vedrørende forsamlinger – f.eks. i forbindelse med epidemi eller pandemi som det har været tilfældet med Covid-19 – vælge at afholde generalforsamlingen digitalt.
5. Bestyrelsen
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, bestyrelsen har ret til at nedsætte udvalg til løsning af specielle opgaver.
6. Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kasseren.
Kassereren eller formanden kan råde over foreningens konti, herunder betalingskort og netbank til foreningens konti, samt indgå aftale herom.
Kassereren står for varetagelse af foreningens formue, herunder opkrævning af kontingent samt betaling af regninger.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
7. Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kræver dog 2/3 af de fremmødte medlemmers stemme. Der skal foretages skriftlig afstemning, såfremt et enkelt medlem forlanger det. For at have stemmeret på generalforsamlingen skal kontingentet for det pågældende år være betalt.
8. Ekstraordinær generalforsamling
Der afholdes ekstraordinær generalforsamling, når et flertal i bestyrelsen ønsker det, eller hvis mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom.
9. Opløsning
Opløsning af foreningen kan kun finde sted, når 2/3 af de fremmødte medlemmer på to hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 4 ugers mellemrum stemmer herfor. generalforsamlingen træffer samtidig bestemmelse om, hvorledes foreningens eventuelle ejendom og formue bedst kan anvendes til fordel for slægtshistorisk forskning.

Vedtaget på generalforsamlingen d. 8. marts 2023