Tre nye vejledninger på rigsarkivet.dk guider dig til at finde skibe, skibstegninger og søforklaringer fra danske skibes forlis eller søulykker. Maleri af Carl Baagøe: Et skibsforlis ud for en klippekyst (1891).
De nye scanninger fra maj er kommet på Arkivalieronline, og du kan nu gå ombord i arkivalier fra bl.a. Den kgl. afrikanske konsulatsdirektion, Fyns biskop, Fredericia Rådstues fattigvæsen og kæmnerkontor og mange flere.
Nye vejledninger til søfartsarkivalier
Rigsarkivets forskere har skrevet tre nye vejledninger om hvordan du finder skibe, skibstegninger og skibsforlis og søulykker:
Se vejledningerne her:
Skibsforlis og søulykker – Rigsarkivet
Registrering af skibe hjælper dig med at finde skibsregistre, hvor du blandt andet kan se skibets byggeår og -sted, skibstype, mål og vægt, og hvem der har ejet skibet fra det blev bygget til det blev udslettet. For at finde et skib skal du kende dets navn, omtrentlige byggeår og gerne dets hjemstavn i specifikke perioder.
Skibstegninger hjælper dig med at finde skibstegninger fra 1600-tallet og frem til starten af 2000’erne. Du finder både vejledning til at bruge Søetatens kort- og tegningssamling, Orlogsværftets skibstegninger, men der er også vejledning til nyere og mindre samlinger af skibstegninger, fx fra Grønlandske Handel, Krydstoldvæsenet og private rederier.
Skibsforlis og søulykker hjælper dig med at finde søforklaringer. En søforklaring er en vidneforklaring i retten fra medlemmer af et skibs besætning, som de giver efter et forlis eller en ulykke til søs. Hvilken ret de afgav forklaringen til, var afhængig af hvor ulykken eller forliset fandt sted. Derfor skal du ud over skibets navn og det omtrentlige tidspunkt for ulykken eller forliset, også vide, hvor skibet forulykkede, så du kan søge ved den rigtige retsinstans.
Se listerne med de nye materiale på rigsarkivets hjemmeside
Udendørs udstilling om Folketinget under besættelsen
Er du i København i løbet af sommeren, har du mulighed for at besøge udstillingen Demokrati under pres – Folketinget fra besættelse til befrielse 1940-1945 i Rigsdagsgården ved Christiansborg.
Folketinget har i samarbejde med Rigsarkivet lavet udstillingen, der med udgangspunkt i centrale dokumenter fra Rigsarkivets samlinger, fortæller historien om politiske og moralske dilemmaer under Besættelsen og om, hvordan dansk demokrati langsomt blev gradbøjet i krigsårene.
Udstillingen er åben for alle, døgnet rundt og kan ses frem til 31. august 2025.
Læs mere om udstillingen på Rigsarkivets hjemmeside
Se oversigterne med nyt fra Arkivalieronline