Foredrag 2023

Efterårets Foredrag

Onsdag den 6. september kl. 19.00
Foredrag af Anna Margrethe Krog-Thomsen FamilySearch.

En gennemgang af hvad jeg selv har fået ud af at bruge FamilySearch.
Hvordan jeg er kommet i kontakt med min slægt og andre rundt omkring i verden. Eksempler på hvilke arkivalier, billeder, slægts-historiske beretninger, bøger og meget andet, som man kan være heldige at finde på FamilySearch som er et sikkert sted, hvor man kan opbevare sine personlige gamle breve mm, så andre interesserede kan læse og kopiere dem.
Dette foredrag er med forplejning i pausen

Onsdag den 11. oktober Kl. 19.00
Foredrag af Ole Schramm Indvandringen til Danmark, hvordan har vi klaret den.

Der er altid kommet indvandrere til Danmark: hollændere, franskmænd, jøder, russere, polakker, tyskere, svenskere, ungarere og mange andre. Det rejser mange spørgsmål. Hvorfor kom de? Hvordan blev de modtaget? Hvordan fandt de sig til rette? Forsøgte de at blive integreret? Eller var der mange problemer forbundet med integrationen? Hvad er integration? Ja, spørgsmålene er mange, men det er værd at forsøge at besvare dem.
Dette fordrag er uden forplejning i pausen
Det er dog tilladt at medbringe kolde drikke

Onsdag den 8. november Kl. 19.00
Foredrag af Christian Friis  Drømmen om Amerika – den danske udvandring til USA

I årene fra 1860 til udbruddet af 1. Verdenskrig udvandrede en ud af ti danskere. Langt størstedelen søgte lykken i Amerika. Hvad rejste de væk fra? Hvad håbede de at finde? Hvordan blev deres nye tilværelse i det fremmede efter ankomsten til New York? Den danske udvandring til Amerika er spændende stykke Danmarkshistorie, der kaster lys over forandringer i datidens danske samfund. Foredraget stiller skarpt på årsagerne til den danske udlængsel samt drømmen om og troen på en bedre tilværelse på den anden side af Atlanten.
Dette foredrag er uden forplejning i pausen
Det er dog tilladt at medbringe kolde drikke

Onsdag den 6. december Kl. 19.00
Foredrag af Karen Haldrup 
Udskiftning, selveje og økonomisk udvikling i Danmark i 1700-1800tallet

I forbindelse med min PhD om Dansk realkredit og økonomisk udvikling (2011), har jeg undersøgt sammenhængen mellem ejendomsforhold, organisation og finansiering i Danmark. Dansk realkredit er verdens ældste (og bedste), som byggede på afklarede ejendomsforhold og et sikkert pantesystem. Jeg vil gerne præsentere historien om, hvilke faktorer der gjorde dette muligt med rod i udskiftning og matrikulering.

Dette fordrag er med forplejning i pausen

 

 

Forårets Foredrag

Onsdag d. 11. januar kl. 19.00 foredrag af slægtsforsker og historiker Torben Albret Kristensen; Hvad kan vi finde på internettet i de mange databaser, og hvad bidrager de nye baser med til os slægtsforskere?

Torben har mange års erfaring med slægtsforskning, og han vil give os en grundig gennemgang af de mange baser vi kan finde på nettet. Fx Rigsarkivets baser, FamilySearch, Danish Family Search, Slægtsforskernes Biblioteks baser og mange andre spændende databaser

Onsdag d. 8. februar kl. 19.00 foredrag med arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet i København, Peter Birkelund: Retsopgøret efter besættelsen

Dette fordrag er uden forplejning i pausen
Det er dog tilladt at medbringe kolde drikke

I 2020 var det 75 år siden, at Danmark blev befriet efter fem lange besættelsesår. De første efterkrigsår var præget af retsopgøret mod de mange danskere, som på forskellig vis havde arbejdet for tyskerne under besættelsen.

Det skete med en række tillæg til straffeloven, hvorefter bl.a. tysk krigstjeneste på Østfronten, uniformeret vagttjeneste, deltagelse i bekæmpelsen af modstands-bevægelsen og angiveri blev straffet hårdt – fra 4 år til dødsstraf. Ligeledes var der et opgør med de såkaldte værnemagere, tyske krigsforbrydere og tjenestemænd.

Foredraget vil sætte fokus på retsopgørets baggrund, forløb og afslutning.  Peter har i de sidste knap 40 år beskæftiget sig med besættelsestiden og skrevet flere bøger om især mod-standsbevægelsen. Peter vil fortælle om de mange hyldemeter arkivalier, der findes på Rigsarkivet om retsopgøret.

Onsdag d. 8. marts kl. 19.00 Generalforsamling samt foredrag af Helge Baun Sørensen; Om at skrive en bog om min mor

Dette fordrag er uden forplejning i pausen
Det er dog tilladt at medbringe kolde drikke

Helge Baun Sørensen er vokset op i Brønshøj, hvor hans far og mor byggede hus i 1936. Forældrene var begge fra landet, Alsønderup og Helsinge i Nordsjælland, med store familier og mange kusiner og fætre.
I ‘Bogen om Agnes’ har Helge Baun Sørensen skabt et portræt af sin mor ud fra breve, som hun har skrevet gennem 60 år, det første under den spanske syge i 1920, det sidste i 1985. Hertil kommer en samling fotografier, som hun tog med sit Kodak box-kamera fra hun var 20 år, hvor de fleste negativer (7×11 cm) stadig er bevaret. En del af arbejdet med bogen har været at få skik på familien gennem de sidste 100 år, til tider med et større detektivarbejde, hvor Arkivalier Online er blevet flittigt brugt. Helge Baun Sørensen er programmedarbejder i DR, har lavet programmer som ‘Amadeus’, ‘På Opdagelse’ i P2 og ‘Danmark Kort’ i P1. Siden 2015 har han været næstformand i Lokalhistorisk Selskab for Brønshøj, Husum og Utterslev.

 

Onsdag d. 12. april kl. 19.00 Besøg af Danske Slægtsforskeres formand Kirsten Sanders og bestyrelsesmedlem Hans Mølgaard (Hans er også formand for Vestegnens slægtsforskere)

Dette foredrag er med forplejning i pausen

De vil orientere os om Danske Slægtsforskere samt lave en introduktion til brug af DNA i slægts-forskning. Herudover medbringer vi diverse gratis materiale til foreningen og deltagerne samt udvalgte bøger fra vores webshop, som vi sælger til en god pris.

 

Sæt allerede nu kryds i kalenderen til årets forårsudflugt, der vil blive afholdt den 10. juni 2023. Turen vil denne gang gå til spændende steder på Vestegnen. Se turen i næste blad nr. 1 2023.