Daisy
Daisy står for Dansk Arkivalie Informationssystem. Statens Arkiver, arbejder på onlineregistrering af samtlige arkivaliegrupper i Statens Arkiver med senere mulighed for at bestille arkivalierne til efterfølgende fremlæggelse ved næste arkivbesøg.
På samme måde som i et bibliotek kan man slå op på forfatteren =arkivskaberen og titlen eller emnet: Registreringen rummer Arkivskaberens navn (det kan f.eks. være både Danske Kancelli og et stednavn) – og ved opslag på arkivskaberens navn kan man se, hvad der hidtil er registreret. F.eks. giver et opslag på Trinitatis både arkivalier fra Trinitatis sogn i København og Fredericia. Daisy supplerer eksisterende arkivguider.
OBS! Man kan ikke se indholdet af de enkelte arkivfonds, kun at der er noget om emnet. Arkivalierne ompakkes og stregkoderegistreres ved samme lejlighed, fuldstændig som i et bibliotek, hvor bøgerne har stregkoder, men man kan ikke se i kartoteket, hvad der står i bogen – kun, at man kan låne den.
Statens Arkiver efterlyser reaktioner fra brugerne af Daisy, så hun kan forbedre sig, efterhånden som hun bliver voksen.
Hammerum Herred
Undersiden Batch-numre på denne side tjener som katalog over indgange til søgning i den danske del af FamilySearch.
Indskriv amt og sogn, evt. herred, og ud kommer en side over alle indtastede IGI- og VRI-batchnumre i FamilySearch. Den fremkomne oversigt viser også, hvilke år det drejer sig om. Siden registrerer også norske og svenske batch-numre. Batch-nummeret er klikbart, og ved klik på Optimér søgning i den fremkomne Batch-oversigt kan man søge på ét bestemt personnavn.
110 års indholdsfortegnelse til Personalhistorisk Tidsskrift
Opbygningen af Poul Steens onlineudgave fremgår af oversigtssiden. Registeret dækker forfattere og titler (evt. konstruerede titler) i årgangene 1880-1990. Der er ikke noget egentligt register, men det er muligt at foretage fritekstsøgning i basen. Evt. kan benyttes Explorer’s ordsøgefunktion <Ctrl + B>. Person- og slægtsnavne er tydeliggjort ved fremhævelse. Et navneregister findes kun i den tilsvarende trykte udgave.
Adkomstregistrering 1513-1550
Landbohistorisk Selskab har registreret sted- og personnavne i dokumenter vedrørende ejendomsforhold til landgods. Dækker det nuværende Danmark, Skånelandene og Sydslesvig. Stederne angives med lokalisering (ejerlav/sogn), personerne angives med stand eller erhverv.
Søgning på stednavne
Databasen rummer ca. 50.000 danske stednavne med placering i kommune. sogn og amt. Kommune- og amtsdelingen er den, der gjaldt i 1970-2006. Oplysningerne er flettet med KIP’s oplysninger om “gammel amt” og indgår også i Amt. Herred. Sogn.
Også sogne inden for et herred kan findes. OBS! aa skal altid søges som bolle-å!
Jydsk Telefons Tjenestlige Efterretninger 1947-1974 er indscannet som søgbart dokument. Det er dog kun registrene, man kan se på denne måde. Selve bladet rummer ikke kun personrelaterede ting, men også tekniske tiltag, telefonhistorie m.m. Efterretningerne findes på Post- og Telemuseets bibliotek. På bibliotekets hjemmeside nævnes andre tryksager, der kan være af interesse for personsøgning.
Telefonbøger Post- og Telemuseet har påbegyndt digitalisering af deres gamle telefonbøger. Digitaliseringen består i en årgangsvis scanning af hver enkelt side. Scanningerne ligger som pdf dokumenter og dækker 1880-1965.Foreløbig dækkes København og Sjælland. Har man brug for andre telefonbøger og benytte disse må man besøge museet. På hjemmesiden oplyses hvilke årgange de har stående. Man kan også finde de sjællandske landcentraler på siden.
Den Offentlige Informationsserver (OIS)
Ved hjælp af OIS kan man finde frem til adressen for et kendt matrikelnummer både i by og på land: Benyt avanceret søgning. OBS! Siden dækker de nuværende matrikelnumre med eksisterende underdelinger, ikke de oprindelige matrikelnumre uden underdelinger.
Folkekirken. Sogneregister
Oversigt over nutidens danske folkekirkesogne og deres tilhørsforhold (provsti og stift). Eksternt link til sognets hjemmeside (hvis der er en).