Årest slægtsforskerdag bliver i år afholdt d. 22. oktober 2022 og temaet er Søfart og Søfartshistorier
Kl. 09.15 Velkomst, indledning og praktiske oplysninger samt morgenkaffe og bolle.
Kl. 9.30 Historiker, Ph.d. og museumsinspektør på M/S Museet for Søfart Benjamin Asmussen
Kinafarerne – Mellem Kejserens Kina og Kongens København
I de foregående hundrede år havde kæmpestore fregatter fast sejlet mellem Danmark og Kina for at bringe den eftertragtede te, porcelæn og silke til Europa og velstand til kongens riger. Det Danske Asiatiske Kompagni, der havde monopol på handelen, var rammen om et kulturmøde og erhvervseventyr, der næppe siden er set mage til i danmarkshistorien. Vældige formuer blev tjent i kolonialismens tid og var med til at opbygge København og rigernes velstand samt binde netværk sammen på tværs af kloden.
Kl. 10.30 Vi stiller spørgsmål.
Kl. 11.15 Lektor og PHD Copenhagen Business School; Anders Ravn Sørensen Søfartshistorier
Landets mange havnebyer og dets placering mellem Rusland, Den Skandinaviske Halvø, Det centrale Europa og De Britiske Øer gjorde tidligt de maritime erhverv afgørende for landets udvikling og internationale forbindelser – og det er de stadig. Det er således sigende, at flere af landets største virksomheder gennem de seneste 300 år har været knyttet til søfart. Søfarten har med andre ord været mere bærende for landets økonomi og udvikling, end den har været for vores historieskrivning.
Kl. 12.15 Vi stiller spørgsmål.
Kl. 12.30 Frokost: Maden hentes ved en buffet i forhallen, og tages med tilbage til spisning i salen
Kl. 13.30 Forfatter, journalist og redaktør for Ugeskrift for Læger; Klaus Larsen
Sygdom og sømænd
For nogle få generationer siden levede vores forfædre i bevidstheden om, at de når som helst kunne blive ramt af en sygdom, som ofte endte med en tidlig død. Men før døden udfriede dem, måtte de i mange tilfælde igennem et helvede: Livsfarlige og giftige lægemidler. Operationer uden bedøvelse og med usterile instrumenter i lægens snavsede hænder. Og dermed infektion og ”sårfeber”, der sørgede for en tårnhøj dødelighed blandt patienterne. Og endnu værre stod det til blandt de søfolk, der bemandede krigsskibene og handels-flåden.
14.15 Vi stiller spørgsmål
Kl. 14.30 Kaffe
Kl. 15.00 Erik Gøbel fhv. senior forsker på Rigsarkivet
Tre livsløb under sejl til tropekolonierne
Ud fra tre søfolks karrierer får vi et indtryk af, hvordan forholdene var ombord på de store skibe, som sejlede på de længste ruter i 1700-tallet. Det drejer sig om Mouritz With, der startede i kinafart allerede som lille dreng og endte som kaptajn, om Cordt Gylves Orm, som sejlede i fart på Vestindien og i slavefart ad trekantruten, og endelig om søofficeren Peter Schiønning, som var konvojchef i Vestindien. De oplevede alle tre både en masse rutinesejlads og yderst dramatiske situationer.
Kl. 15.45 Vi stiller spørgsmål
Kl. 16.00 Afslutning
Pris 355,- Incl. frokost samt morgenkaffe med bolle og ost. Dette indgår i prisen, kan ikke fravælges. Oplys ved tilmelding, hvis vegetarmad ønskes.
Tilmelding senest 18. oktober direkte til krogh@get2net.dk eller A.M. Krogh-Thomsen, Hedebyvej 5, 3650 Ølstykke.
Tilmelding er obligatorisk. Efter tilmelding vil I modtage en mail med betalingsoplysninger
Slægtsforskerdagen afholdes i
Herlev Medborgerhus
Herlevgårdsvej 18-20
2730 Herlev